Opgavens teoretiske del
Indledning
Som vi ved i de praktisk musiske fag, skal eleverne først tilegne sig basal viden og teknikker, før de kan ideudvikle og flytte tanker og teknikker op på et højere plan. Det samme gælder for os andre. I denne opgave vil jeg derfor søge at tilegne mig basal viden om de miljømæssige begreber, der er anvendt i selve oplægget til opgaven med henblik på at få kvalificeret mine egne synspunkter i miljødebatten.
Indledningsvis vil jeg definere ordene. Dernæst vil jeg fastslå, hvor de overlapper og/eller adskiller sig. Til slut vil jeg kort redegøre for mine egne miljømæssige holdninger.
Miljømæssige begrebers betydning
Genbrug og recycling: ”Recycling” er den engelske udgave af det danske ord ”genbrug”, som er dannet af ordene ”igen” og ”bruge” – noget bruges altså igen. Hvordan, tingene bruges igen, er forskelligt. De kan bruges, som de er – eksempelvis tøj, møbler, cykler, der sælges via genbrugsbutikker, den blå avis eller den bornholmske hjemmeside ”bornholmermarked”.
Tingene kan dog også laves om, så de ændrer karakter. Det kan eksempelvis være papir, der laves til æggebakker, dåser, der laves til fyrfadsstager (Vibeke Barfoed, kunstsmed) eller skrot, der laves til smykker (http://www.containerjuvelen.dk/).
Det fremgår af bogen ”Bæredygtigt design” (Jørgensen 2011, s. 12f), at genbrug tidligere var en nødvendighed i forhold til privatøkonomien. Man havde ikke råd til andet, og eksempelvis tøj blev genbrugt, så det gradvis aftog i værdi for til sidst at ende som klude eller tvist. Eksemplerne ovenfor, hvor skrot laves til smykker og dåser fra kattemad til fyrfadsstager, viser, at der er sket en udvikling her. Ting kan nu genbruges til produkter af højere værdi – upcycles! Det kunne skyldes, at det nu er ”trendy” at genbruge. Vi gør det ikke længere primært for at spare penge, men for at spare ressourcer – altså af miljømæssige årsager, og det er tjekket at signalere, at man er med til at bevare miljøet.
Genanvendelse: Dette ord er synonymt med ordet ”genbrug”, som er belyst ovenfor, og refererer til, at produkter anvendes igen.
Redesign: Ifølge Jørgensen (2011) er der tale om redesign, når man ændrer på et allerede eksisterende design, tilfører et kasseret materiale nye funktioner eller bærer det ind i en anden kontekst. Jeg forestiller mig, at redesign er opstået, fordi vi i dagens samfund ofte bliver trætte af vore ting, før de er slidt op, men samtidig godt kan se, det er forkert at smide noget væk, som stadig fungerer. Forbrugssamfundet kontra miljøbevidstheden. Man ændrer ikke nødvendigvis produktets funktion ved redesign. En bluse kan godt fortsat være en bluse, den er bare blevet ”piftet” op med nogle fine broderier, en kant på ærmerne eller en sjov lomme. Personligt bruger jeg redesign til at gøre ting, der betyder noget for mig, anvendelige. Et eksempel er min mors dyreplatter, som jeg elskede som barn, men absolut ikke vil have hængende på væggen. De blev til sliktallerkener til fredagsslik. Ingen kommer til at tage hinandens, for alle ved, hvilket dyr, de er – og er man heldig, får man den med isbjørnen… Eller min elskede farmors broche, der er lidt itu, fordi hun engang faldt. Den blev trukket på en lædersnøre og brugt som iøjnefaldende halskæde – små ændringer, der får tingene op af skufferne og ind i hverdagen.
Bæredygtighed: I 1970’erne skrev Victor Papanek – også kaldet ”den filosofiske designer”, at design er blevet det mest magtfulde værktøj til formgivning af menneskets redskaber og miljøer. Han argumenterede for, at design skulle omfatte sociale og miljømæssige hensyn. Disse tanker stadfæstedes i Brundtlandrapporten i 1987 som en måde at tænke udvikling på, der tilgodeser nutidige behov uden at begrænse fremtidige generationers muligheder.
Bæredygtighed er altså et meget bredt begreb – en måde at tænke på, der bringer konkrete produkter ind i en større historisk sammenhæng rent etisk og miljømæssigt. Begrebet appellerer til, at den enkelte ser længere end til sin egen næsetip og udviser ansvarlighed for medmennesker, kommende generationer og miljøet nu og i fremtiden.
Cradle to cradle: Denne tankegang falder i naturlig forlængelse af tankerne om bæredygtighed. Begrebet er en forfinelse af miljøhensyn, hvor samfundet sætter rammer for, hvordan produkter må produceres og senere bortskaffes. Det er skabt af den tyske kemiprofessor, Michael Braungart og den amerikanske arkitekt, William McDonough og leger med tanken om, at bortskaffelsen af et produkt kan lede til en forbedring af miljøet. Hvis det lykkes, kan man have et samfund i rigdom og vækst uden affald, som altså lever etisk ansvarligt i forhold til fremtidige generationer.
Cradle to cradle konceptet bygger på to kredsløb – et biologisk og et teknisk. Det biologiske kredsløb arbejder med, at produkter skal kunne nedbrydes fuldstændig som grønsager eller haveaffald – altså være fuldt komposterbare. Det tekniske kredsløb fokuserer på, at produkter skal kunne skilles ad, når de kasseres, så hvert enkelt materiale kasseres med tilsvarende materialer. Det øger muligheden for genanvendelse betragteligt. (Jørgensen 2011, s.70f)
Vurdering af de definerede begreber
Jeg mener, ovenstående korte analyse af opgaveoplæggets miljømæssige begreber viser, at begreberne ligger meget tæt op ad hinanden. ”Genbrug”, ”recycling” og ”genanvendelse” er synonymer. Genbrug er det ældste af begreberne, og udspringer af et ønske om at få mest muligt ud af tingene til fordel for familiens økonomi. I takt med stigende velfærd og forbrugssamfundets komme har begreberne fået en drejning, så ”genbrug”, ”recycling” og ”genanvendelse” nu også bunder i tanker om miljøhensyn og ressourcebesparelse.
Det betyder, at måden, den enkelte handler på i forhold til ”genbrug” og ”bæredygtighed” kan minde meget om hinanden, og man kan således fristes til at sidestille begreberne. Dette ville dog efter min mening ikke være korrekt. Jeg mener, min analyse viser, at ”bæredygtighed” er et begreb, der bevæger sig på et højere plan end ”genbrug”, idet begrebets udgangspunkt er at gøre det bedst mulige for mennesker og miljø her og nu uden at genere mennesker og miljø i fremtiden. Begrebet spænder altså tidsmæssigt og etisk over langt mere end genbrug – appellerer til større tanker og perspektiver.
”Cradle to cradle” er et begreb, der udspringer af begrebet ”bæredygtighed”, men samtidig løfter tankerne om ”bæredygtighed” ind i nye dimensioner, idet ”cradle to cradle” ikke bare ønsker rigdom nu, der ikke begrænser kommende generationers muligheder, men som tilfører kommende generationer muligheder. ”Cradle to cradle” er et underbegreb, der løfter sit overbegreb.
Nu har vi altså et hierarki, hvor ”bæredygtighed” troner øverst, og hvor ”genbrug”, ”recycling”, ”genanvendelse” og ”cradle to cradle” er underbegreber. Men hvad så med ”redesign”. Hvor skal det placeres? Jeg mener, der er flere muligheder: Man kan sige, at ”redesign” er en måde at genbruge på og således danner underbegreb til begrebet ”genbrug”. Begrebet ligger dog så tæt op af, hvad man gør i genbrug, at man også vil kunne betegne det som synonym i lighed med ”recycling” og ”genanvendelse”. Endelig kan man også vælge, at give ”redesign” sin egen plads som underbegreb til ”bæredygtighed” på niveau med de andre underbegreber. Personligt foretrækker jeg at se ”redesign” som en forgrening af ”genbrug” – en bestemt måde at genbruge på. Men det er et svært begreb at placere. Hvis der eksempelvis var tale om et komposterbart produkt, som man redesignede, kunne begrebet jo også placeres under ”cradle to cradle”.
Hvor står jeg selv lige nu?
Overskriften på dette afsnit skal signalere, at mine miljøtanker er i arbejde og har været det i mange år. Fra jeg som teenager demonstrerede imod atomkraft og var flittig bruger af klistermærket ”stop syreregnen” og til nu, er der sket en udvikling. Nogle ting holder jeg fast i, nogle forandrer sig, og sådan vil det sandsynligvis fortsætte…
Når tankerne har været højt oppe at flyve med bæredygtigheden som omdrejningspunkt, er der for mig nogle nøgleord, der hænger fast: Ansvarlighed for mennesker, dyr og miljø, bekvemmelighed, min tilstedeværelse, økonomi og tillid. Jeg vil søge at belyse disse nøgleord via nogle eksempler:
Ansvarlighed: Mine tanker om ansvarlighed – hvad jeg mener, man kan tillade sig over for andre mennesker, dyrene og miljøet, styrer min adfærd. Eksempelvis hverken farver eller permanenter jeg mit hår. Jeg prøvede det engang og blev inderligt pinlig over, at min forfængelighed kunne fremkalde sådan en ammoniaklugt og hvad deraf følger, når ammoniakken skulle i afløbet. Jeg bruger heller ikke skyllemiddel eller rengøringsmidler ud over eddike, sprit og en mild sæbe og heller ikke sprøjtemidler i haven. I forhold til dyr, køber jeg kun æg fra fritgående høns.
Bekvemmelighed: Jeg har forsøgt ikke at købe kyllingekød fra burhøns. Det er smadderbesværligt. Det betyder, at jeg indtil videre enten må lade være med at spise kyllingekød, finde en privat avler, jeg kan handle med eller købe det, der lige nu fås i butikkerne. Jeg har valgt at begrænse mængden af kyllingekød, uden at skære kødet helt væk.
Dette er en ulogisk beslutning set i forhold til, at jeg finder det uetisk at spise æg fra burhøns, men et godt eksempel på, hvor kompleks den enkeltes forbrugerbeslutninger er.
Min tilstedeværelse: Jeg mener, jeg må have en vis ydmyghed over for fremtidige generationer. Jeg kan ikke bare tillade mig at svine løs og fratage andre deres muligheder. Men hvorfor køber jeg så overhovedet tøj? Jeg kunne jo sagtens udelukkende gå i redesignet genbrugstøj? Hvorfor køber jeg indimellem ting, bare fordi, de er flotte? Hvorfor filtrerer jeg ikke alle mine beslutninger gennem et ”bæredygtighedsfilter”? Fordi jeg er her, og det må også være ok. Det er rigtigt, at jeg har et ansvar for den natur, jeg er en del af, men jeg er også en del af en tid og en kultur, og det får indimellem en plads over naturen.
Økonomi og tillid: Der er for mig ingen tvivl om, at miljø er på mode. Det betyder også, at miljø er dyrt. Ofte må jeg som forbruger betale ekstra for, at noget er lavet miljømæssigt forsvarligt. Det vil jeg gerne, men ikke så gerne som tidligere. I 1990’erne foretrak jeg økologiske produkter, selv om de var dyre for en familie med kun én indtægt. Det skyldtes, at jeg gik ind for tanken. Det gør jeg for så vidt stadig, men jeg ved nu, at der er mange penge og også fusk i forhold til økologi, og jeg vil ikke bruge min lille pose penge på, at andre skal tjene tykt på de produkter, jeg køber. Det er et spørgsmål om tillid. Jeg skal kunne have tillid til, at andre også trækker deres del af læsset; at der ikke er lagt mere end højst nødvendigt på prisen på det økologiske produkt eksempelvis. Den tillid ligger i dag på et langt mindre sted end tidligere.
Derfor navigerer jeg nu således, at jeg handler lokalt og økologisk, hvor det virker rimeligt – eksempelvis i forhold til økologisk mel fra Valsemøllen i Aakirkeby. Samtidig kunne jeg aldrig finde på at købe lokal frisk pasta. Prisen på det produkt råber til himlen, og jeg foretrækker så et ikke-økologisk produkt langvejs fra, fordi der ikke står idiot på ryggen af mig.
Afsluttende tanker
Miljøtiltag er mangfoldige og svært gennemskuelige for den enkelte. Hvis jeg køber et produkt fra et firma, der opkøber CO2 kvoter i Sydamerika, har jeg så handlet miljøvenligt – eller har jeg støttet en økonomisk skævvridning, der gør, at de pengestærke kan købe sig til at svine og få det til at se pænt ud på papiret samtidig? Når Bornholm vil bygge et campus efter cradle to cradle principper, er det så prisværdigt eller en dårlig ide, når man allerede har bygninger til formålet?
Konklusionen på denne opgave må være, at tanker om bæredygtighed er uhyre komplekse og ikke altid logiske. De spænder globalt, internationalt, nationalt, lokalt og helt til den enkelte. Hver enkelt underlægges således nogle regler, men den enkelte må samtidig gøre op med sig selv, sin ansvarlighed, økonomi og tillid, hvordan tankerne konkret skal komme til udtryk i vedkommendes tilværelse.
Litteratur:
Jørgensen, M. (2011): Bæredygtigt design. Forlaget Meloni
Opgavens praktiske del
Denne produktrelaterede del af studieprodukt 3 opbygges kronologisk i forhold til, hvordan jeg fik interesse for det anvendte materiale og den teknik, jeg har valgt at undersøge, men også i forhold til, hvordan jeg gennemskuede teknikken. Der er altså tale om en kortlægning af en induktiv læreproces.
En opdagelse: I oktober måned fik jeg lov at tage ledninger på lossepladsen til et fletteprojekt, jeg skulle lave i min praktik. Pludselig fik jeg fat i et kabel med en masse farvestrålende og helt tynde ledninger: "De må kunne bruges til noget", tænkte jeg og tog kablet med hjem.
Gensyn med materialet: Senere på måneden var jeg inde i "African touch" ved Nørreport station. Pludselig genså jeg de små tynde ledninger. De var anvendt til at flette små skåle og fade. Så tændte lyset! Det måtte jeg også prøve! Jeg købte denne lille skål og tog hjem...
Jagten sætter ind: På skålen stod "ZenZulu". Jeg søgte på nettet og fandt adskillige lignende produkter. "Zenzulu" viste sig at være et sydafrikansk mærke udviklet af Marisa Fick-Jordaan i 1995. Gamle traditionelle zulu fletteteknikker som løbbinding og den, som jeg interesserer mig for, får nyt udtryk ved at blive flettet i farvestrålende telefonkabler frem for de traditionelle græsser.
Billederne er elegant beskåret. De viser lige præcis IKKE, hvordan skålene laves. Det tætteste, jeg kommer på er nedenstående billede:
http://t1.gstatic.com/images?q=tbn:ANd9GcSGCNO76u3FOzHi1Jnnyi-S3j4AgfcH99Vmx3Cbsi1wcaxRzLe3UotlzKs7
Billedet bliver grynet, hvis man forsøger at zoome ind på detaljerne. MEN, jeg kan se, at der er en masse kabler, som snoes med hinanden. Jeg tager nogle kabler, binder dem sammen med en knude og begynder at sno. DET DUER SLET IKKE! Jeg gør noget galt!
Jeg ser på billedet igen. Nu opdager jeg to ting:
- Kurven er bredere øverst i billedet end nederst. Det betyder, at den flettes fra kanten til bunden og ikke omvendt, som jeg troede. Selvfølgelig! Når jeg ser på min kurv, er der jo heller ikke nogle ender i den faste kant. Tværtimod ser det ud som om, kablerne snoes rundt om noget fast og så bruges til at flette med.
- Det brune i billedet er en form. Kurven flettes over en form!
Nu lugter det lidt af fisk:
I en legetøjsforretning finder jeg en oval plastikform, som jeg kan lave mit første forsøg over. Samtidig finder jeg følgende på youtube:
Materialemæssigt opdager jeg nu, at der er forskel på mine kabler. Nogle er stive som ståltråd, mens de fleste er mere bøjelige. Jeg bruger de stive kabler først.
Da jeg har flettet lidt, kan jeg se, at noget er galt (detaljebilledets øverste del). Jeg snoer kablerne korrekt, men får dem placeret, så de danner ribber. Jeg finder ud af at rykke kablerne en tak længere mod venstre, når jeg fletter. Nu kommer den skrå virkning fra den købte skål (detaljebilledets nederste del). YES!
Kablerne er for korte, så jeg finder også ud af, hvordan man skifter kabler, men ikke hvordan man afslutter. Alligevel er første forsøg da ret fint.
Sådan flettes Zenzulu:
I Ikea finder jeg en lidt større form på ca. 10 cm i diameter. Jeg ville gerne arbejde større, men der går mere kabel til, end jeg kan skaffe, og det er jo snyd at købe, så det får være. Jeg har ikke mere stift kabel, så denne må flettes med den blødere udgave. Hvordan mon det går?
 |
| Jeg borer huller i formen, så den faste kant kan bindes på. |
 |
| Til den faste kant bruger jeg ledning, som jeg splejser, så kanten bliver lige tyk over det hele. Nogle af Zenzulu kurvene er ujævne i kanten. Det er ikke pænt. |
 |
| Kablerne foldes på midten og vikles rundt om den faste kant. Kanten samles rundt om formen og syes fast. Jeg bruger ga- vebånd og kastesting. Gavebåndet kiler sig ikke ind mellem kablerne.  Venstre hånd holder et netop snoet kabel, højre hånd holder det næste, som ligger til venstre for. |
 |
| Kablerne snoes med uret. |
 | ||
Venstre hånd holder det netop snoede kabel. Højre hånd holder det næste til venstre for. Jeg strammer til, så snoningen placeres korrekt lige ved siden af det kabel, jeg skal til at sno.  Efterhånden som skålens diameter bliver mindre, mindskes afstanden mellem kablerne, som gradvist sættes i hvil. I bunden af skålen skal jeg kun have et kabel tilbage af hver farve. Det ene af kablerne snoes rundt om de andre, som klippes af med en bidtang. Det sidste kabel formes til en lille spiral, som dækker de rå ender fra de kabler, jeg netop har bidt over. De bløde kabler kan ikke lave spiral af sig selv. Derfor tilføjes en klat lim med limpistol.
Yderligere 2½ uge senere: Og se, hvad jeg har lavet!   |
