Overvejelser over undervisning i MOLA
MOLA er en tidskrævende teknik, der samtidig stiller store krav til finmotorik. Det betyder, at teknikken i sin oprindelige form ikke egner sig til undervisning af langt de fleste elever i folkeskolen. Alligevel mener jeg, MOLA kan inkluderes i folkeskolens håndarbejdsundervisning i forenklet form, fordi:
· MOLA skaber forbindelse mellem eleverne og en kultur, der eksisterer NU, men som er meget anderledes end den, de kender til, og som ligger 9.500 km væk. Verdenskortets længde- og breddegrader bliver til tråde - håndarbejdet danner forbindelse på tværs af grænser, kultur og sprog.
· MOLA anvender stiliserede dyre- og blomstermotiver, hvilket betyder, at eleverne kan tegne deres egne motiver og dermed bringe dem selv ind i håndarbejdet.
· MOLA udstråler en meget stærk farveglæde, der åbner for farvelære i undervisningen.
· MOLA bruger både omvendt applikation og almindelig applikation, hvilket hele tiden åbner for forandringer og nye erfaringer i forhold til det motiv, eleverne skaber.
Forenkling af MOLA
Eleverne kan kalkere deres motiv over på stoffet. Derefter kan de sy hen over stregerne med tæt zig-zag i det øverste stoflags farve, hvorefter de forsigtigt klipper stoffet væk helt tæt til zig-zaggen.
Differentieret undervisning i MOLA
Den forenklede MOLA kan differentieres i forhold til motivets kompleksitet og antal stoflag.
De dygtige og interesserede elever kan kaste sig ud i den ægte håndsyede MOLA. Disse elever vil ofte gerne have deres arbejde med hjem. Jeg forestiller mig, at de får mesterlæreinstruktion i skoletiden og samtidig får tilsendt ovenstående trin-for-trin instruktion, som kan hjælpe dem, hvis hukommelsen svigter.
Eksempel på elevprodukt i MOLA
MOLAens farver og motiver gør den velegnet til en stor sofapude med omvendt applikation på den ene side og almindelig applikation på den anden side. Adskillelsen af teknikkerne er ikke typisk for MOLA, men vil hjælpe eleverne til at skelne mellem dem og give dem mulighed for at arbejde med positiv/negativ farvekombinationer (som ved intarsia i træ). Puden som flade rummer rig mulighed for at arbejde med den enkelte elevs personlige udtryk og inviterer også til tanker omkring signalværdi både farve og formmæssigt.
Funktion: Kravet er, at man stadig skal kunne sidde på skammelen. Jeg vælger at tolke det således, at det bearbejdede produkt skal overholde standardhøjden for stole på 41 cm og have en behagelig sædestørrelse.
Kommunikation: Det færdige produkt skal kommunikere noget. Relevant for faget materiel design, vor uddannelse som helhed og de ting, vi sætter os for i livet er, at mennesker sætter sig mål, som ligger langt ude i fremtiden, og som ofte virker overvældende og uopnåelige. Den utilstrækkelighed, vi kan føle, når vi står ved udgangspunktet og ser et mål, vi har sat os for, men som vi godt ved, vi ikke har evnerne til at nå med det, vi kan nu, kan illustreres via tårne. Tårne rækker til himmelen - der, hvor drømmene er. De rager højt op over beskueren, og deres snoninger og andre arkitektoniske og materialemæssige finesser får gang på gang én til at undre sig over, hvilket geni, der har kunnet skabe sådan en herlighed. MEN! Alle tårne er bygget af mennesker! Og der står ingen steder, at alle tårnbyggere har haft en bemærkelsesværdig høj intelligens.
Min skammel skal opmuntre dem, der overvældes af egen utilstrækkelighed til at huske på, at tårne er bygget sten for sten. I stedet for at lade os overvælde af vor egen utilstrækkelighed, skal vi bevæge os frem mod målet skridt for skridt. Min besked er altså: "Sten for sten ". Beskeden skal understreges af, at skammelen kan ændre form til et tårn.
Æstetik: Jeg vælger her at koncentrere mig om form og farve. Formmæssigt skal tårnet udformes som de tårne, mange af os havde som børn, hvor kvadratiske kasser kunne bygges oven på hinanden, men også passe ind i hinanden. Et krav, jeg selv sætter op er dog, at tårnet skal kunne bygges uden, at alle kasserne skal stilles ud på gulvet først. Der skal findes en mere raffineret form at bygge det på.
Farvemæssigt har jeg et billede, hvis farver tiltaler mig, og som jeg har lyst til at arbejde videre med. Billedet består af 8 farver. Jeg forestiller mig, at tårnet skal bestå af 5 kasser med hver deres farve. Jeg skal altså have gjort min farvepalet mindre. Som hjælp til denne udvælgelse stiller jeg et krav om, at farven på den største kasse skal matche de andre farver i mit atelier, hvor tårnet skal stå. Denne farve vil jo være synlig uanset, om tårnet er bygget eller klappet sammen.
Farvevalg og -kombination:
En særlig udfordring: Hvordan skal tårnet bygges og klappes sammen? Netop dette har jeg overvejet det meste af sommeren. Tårnet må jo ikke være alt for let at bygge, for det kræver jo en indsats at nå et mål. Samtidig må det ikke være alt for klodset og besværligt at bygge tårnet. Det forgangne år har jeg tit efterlyst undervisning i mekanik. Måske er der nu en mulighed for at arbejde med det nu? Men jeg har jo netop efterlyst undervisning på området, fordi jeg ikke selv mestrer det. Jeg står over for et tårn!!! Hermed nogle eksempler på mine overvejelser: Kan man lave nogle lister, som kommer frem, når man trækker en kasse op, som den så kan hvile på? Hvordan får man så listerne væk igen, når man vil klappe tårnet sammen? Kan man montere en donkraft, så tårnet kan pumpes op? Eller mekanismen fra en skrivebordsstol? Kan man komme en stærk cykelslange ind i et lyssværd, som man monterer i kasserne, og som hæves op, når man pumper luft i cykelslangen? Hvordan skal det pumpes op? Kan man bruge noget fra et hæve-sænkebord? Men så skal tårnet jo tilsluttes strøm. Så kommer der en grim ledning....
Lige nu går overvejelserne på nedenstående løsning:
For at skammelens overside skal være plan, når tårnet er klappet sammen, er det nødvendigt at styre, hvor langt kasserne falder ned. Derfor monteres nogle indvendige bunde, der styrker konstruktionen og stopper kassen.
Jeg har været i byggemarkedet og undersøgt priser. Af hensyn til pris valgte jeg hurtigt at arbejde i krydsfiner med fyr i stedet for massiv fyr, som skammelen ellers er lavet i. Vores rundsav kan dog ikke håndtere hele krydsfinerplader. Skulle jeg så få kasserne skåret i byggemarkedet? NEJ! Det er for dyrt! Jeg vælger i stedet at lave tårnet i kvart størrelse (De røde mål). Det giver mig mulighed for at se, om min ide holder uden at skulle bruge en masse penge.
Diverse procesbilleder
9mm og 4mm krydsfiner skåret ud til 5 kasser på en kapsav med helt ny klinge. Kanterne blev fine.
To sider i hver kasse er forboret til fjedermekanisme.
Kassernes brede sider er forborede til rundhovede skruer.
Kasserne er limet og skruet sammen med rundhovede skruer. Jeg kunne kun placere skruer i midten, da fineren flækkede i hjørnerne, når jeg forsøgte mig der.
Skruerne er fjernet, hullerne boret større på søjleboremaskinen og dyvler lavet af en 3 mm strikkepind er kommet i.
Kasserne set fra bunden, så fjedermekanismen bliver synlig.
Kunstneracryl blandet op med vand blandes, så farvekortet matches.
Den færdige model vist i tårnform.
Hvad tænker jeg så nu:
Allerførst: Hold op, hvor har jeg tænkt i sommer. Det har været rigtig svært at finde en måde at bygge tårnet på, så det kunne klappes sammen igen. Jeg synes, min tanke med fjedermekanismen holder. MEN, det skal gøres mere præcist! Jeg gjorde mig vildt umage, men faktum er, at hullerne i siderne af kasserne ikke sad lige over for hinanden, da kasserne var samlede. Det betyder, at fjederen trækker skævt, og ikke virker helt ordentligt. Jeg har fundet en farbar vej, men har endnu ikke nået målet.
MEN HVAD MED FOLKESKOLEN!!! Jeg tænker, at det tog mig laaang tid at nå frem til denne løsning, som jo er simpel. Har eleverne den tålmodighed? Kommer vi til at skulle servere løsninger for dem, så de ikke mister motivationen, fordi målet bliver fjernt? Hvis vi skal arbejde med ideudvikling, må vi vel også være forberedt på, at eleverne kommer med forskellige ideer. Kan vi som lærere håndtere det? Bare denne ene ide har været anstrengende og tidskrævende at håndtere. Hvad gør vi, når eleverne kommer med fantastiske eller indviklede ideer? De skulle jo nødigt få en opfattelse af os, som dem, der skyder ideer i sænk. Samtidig kan de ikke overskue, hvor lang tid ting tager, og mange har en vis utålmodighed. Hvad med os? Hvordan ser vi på tidsfaktoren? Er det i orden, hvis en gruppe elever arbejder med samme projekt i et år?
